Det er en særlig dag i dag, kære konfirmander. Det er en særlig dag, ikke bare fordi I skal konfirmeres, men fordi vi (altså alle os her i kirken) skal være sammen en hel time uden mobiltelefon. Uden, at der er noget, der lokker og frister, noget, som rykker i vores betingede reflekser. [...]

Betingede reflekser, det var det, som den russiske videnskabsmand Ivan Pavlov modtog nobelprisen for at opdage i 1904. Hvad gjorde Pavlov? Jo, han fodrede nogle hunde. Hver gang han fodrede dem, ringede han med en klokke. Efter et stykke tid kunne han ringe med klokken uden at give hundene mad, og alligevel savlede hundene i forventningen om, at maden ville komme.

Men ikke mere om Pavlovs hunde og den klokke, som på mange måder kan sammenlignes med vores mobiltelefoner.

Der er nemlig en anden klokke et sted, som er meget vigtigere. Nu skal I høre: 

H.C. Andersen har nemlig skrevet et eventyr, som hedder “Klokken”. Det er det eneste eventyr, hvori der optræder konfirmander, men det gælder alle mennesker. Det hedder bl.a. et sted i eventyret: “De var alle konfirmander for Vorherre.”

Og det er ganske vist. Sådan er det også i dag. Vi er alle sammen konfirmander for Vorherre, selv om det i særdeleshed gælder de pæne, unge mennesker i midtergangen []…

Eventyret om klokken handler om, at folkene i den store by ved aftenstide, når solen gik ned, svagt kunne høre en underlig lyd, som klangen af en klokke. Ofte druknede lyden i byens larm, men udenfor byen kunne man høre den mere tydeligt. Det lød, som om lyden kom fra en kirke dybt inde i den stille skov.

Folk spekulerede på, hvor lyden kunne stamme fra, og tog på udflugt for at finde klokken. Der var dog langt ud til skoven, og skoven var også meget stor, så i udkanten af skoven slog en konditor fra byen sig ned. Over sin butik hængte han en klokke (som for øvrigt ikke kunne ringe og kun var til pynt).

Det gik nu sådan, at de fleste af dem, som tog på udflugt for at finde klokken, end­te ved konditoren, og dér drak de deres eftermiddagskaffe, inden de tog hjem igen efter en dejlig dag. Nogle få andre trængte længere ind i skoven og påstod, at de havde hørt og set forskelligt, men ingen havde i virkeligheden set klokken eller hørt lyden på nært hold.

Men “nu var det just en konfirmationsdag”, fortæller H.C. Andersen, og “præsten havde talt så smukt og inderligt; konfirmanderne havde været så bevægede, det var en vigtig Dag for dem, de blev fra Børn med ét til voksne mennesker, barne­sjælen skulle nu ligesom flyve over i en forstandigere person.”…

Ja, det må have været noget af en prædiken, som konfirmanderne havde hørt, for efter konfirmationen – det var dejligt vejr den dag – så hørte de den mystiske klok­kes klang og fik lyst til at drage ud og finde den.

Der var dog allerede frafald fra starten. En pige skulle til bal i sin konfirmations­kjole og havde ikke tid til at komme med. En anden var en fattig dreng, som straks efter kirken skulle aflevere sit konfirmationstøj; det havde han nemlig lånt sig til. Og en tredje var et dydsmønster, som forklarede, at han ikke gik noget fremmed sted hen uden sine forældre, og at han altid havde været et artigt barn og agtede at blive ved med at være det - selv efter konfirmationen. Det gjorde de andre naturligvis nar af.

Men altså, konfirmanderne drog af sted. Nogle blev snart trætte og vendte hjem igen. Andre nåede helt ud til konditoren og syntes, at så kunne det være nok, for klokken fandtes ikke, det var bare noget, man bildte sig ind.

Men dybt inde i skoven lød klokken nu alligevel, og nogle få konfirmander be­stem­te sig for at gå videre.

Det var besværligt at komme igennem skoven, så nogle vendte om, og andre faldt over interessante ting undervejs og stoppede for at udforske det nærmere.

Kun en dreng ville gå videre, det var en kongesøn. Han ville finde klokken, og han kæmpede sig videre gennem skoven. Pludselig hørte han en raslen i buskene bag sig. Det var en dreng i træsko og slidt tøj. Kongesønnen kendte ham godt, for det var dén fattige konfirmand, som først havde måttet aflevere det lånte tøj, inden han kunne begive sig på vej ud og finde klokken.

De to drenge kunne ikke blive helt enige om, hvilken vej de skulle gå, men begge fort­satte de gennem skoven på solskinsbeskinnede veje, men også gennem krat og tjørn, hvor de bliver slemt kradset undervejs.

Til sidst, da det var ved at blive aften, var kongesønnen ved at fortvivle: “Nu finder jeg aldrig, hvad jeg søger”, sagde han til sig selv. “Nu går solen ned, nu kommer natten, den mørke nat”. Men han gav ikke op. Han kravlede det sidste stykke vej op ad nogle stejle klipper, som lå foran ham.

Og da han kom derop, så han et prægtigt syn. Foran ham så han det vældige hav, og solen, som gik ned i horisonten. Det var som om, at alt sang, og hele natu­ren var en stor hellig kirke. Også den fattige dreng dukkede op, og sammen ople­vede de på nærmeste hold den usynlige, hellige klokkes klang, mens solen for­svandt, og millioner af stjerner tændtes over dem…

Sådan slutter eventyret. Det er naturligvis en udviklingshistorie, som handler om H.C. Andersen selv. Han er den fattige dreng, som gennem mange trængsler når frem til berømmelse, og kongesønnen kan så være en af H.C. Andersens venner, som voksede op i gode kår og gik den banede vej mod berømmelsen, det kunne fx være billedhuggeren Thorvaldsen (som skabte kristusfiguren, som står i Københavns Domkirke) eller fysikeren H.C. Ørsted (som opdagede elektromagnetismen). 

Men eventyret er også en almenmenneskelig historie om at vokse op og gøre sig fri og gå ud og opdage verden. Det er noget, som alle mennesker skal gøre. Det er også noget, som knytter sig til konfirmationen. Så hedder det, at “man træder ind i de voksnes rækker”.

Det at blive voksen sker ikke fra i dag til i morgen, selv om mange af jer, det kan jeg mærke, gerne vil ud og baske med vingerne og gøre jeres erfaringer på en masse områder. 

I er stadig børn, I er stadig jeres forældres børn og har krav på og behov for at blive opdraget og passet på. I har brug for tryghed og for, at der bliver sat grænser for jeres udfoldelser.

Og så – lidt efter lidt – skal I alligevel slippes løs og finde jeres egen vej her i livet. Og så bliver det jo spændende at se, hvor langt I kommer, hvad I skaber og opdager undervejs, og om I måske endda opnår berømmelse…

Eventyret om klokken passer meget godt sammen med Jesus’ ord om at “Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortab­elsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!”

Og så alligevel. For kristentroen drejer ikke om et udskil­nings­løb, hvor kun en enkelt eller nogle få når målet til sidst og hører livets klokker, mens alle de andre bliver ladt tilbage i for­tab­elsen. Konfirmation drejer sig kristeligt set ikke først og frem­mest om personlig udvikling og det, at konfirmanderne er ved at blive voksne.

Konfirmation drejer sig ikke engang først og fremmest om, at konfirmanderne følger Gud, men om at Gud følger dem…

Jeg ved ikke, hvor meget konfirmanderne har lært i vores konfirmations­under­visning. Vi nåede vidt omkring undervejs. Ind imellem endte vi – billedligt talt i hvert fald – lidt ude i skoven. Ofte lød det, som skulle klinge højt og klart, svagt, når vi forvildede os. Men her og der slog vel den forunderlige klang igen­nem, som vækker tro og tillid i menneskers hjerter? Jeg håber det.

Tro og tillid det er der, når man ikke er lukket ude, men at der altid er en vej åben. Og det er der, selv om Jesus taler om den smalle vej. Det med den smalle vej, betyder nemlig bare, at vi ikke selv kan eller skal ase og mase os frem til Guds kærlighed. Den er givet i forvejen.

Og vi kan altid bede Gud om hjælp og få det. Og vi får ikke bare vist vejen. Nej, Jesus er selv vejen og livet, han går selv med, går foran og åbner de lukkede døre. Han siger: “Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i.” For Gud er med i det hele og er overalt, så vi kan sige:

“Stiger jeg op til himlen, er du dér,

lægger jeg mig I dødsriget, er du dér.

Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér,

din højre hånd holder mig fast.” (Sl. 139,8-10)

Må Gud være med jer på livets rejse, i jeres livs eventyr. Amen.

Amen.

––––––––––––––––––––––– 

Kort tale

Kære konfirmander. Tak for den tid, vi har haft sammen. Jeg håber vi ses igen både ude i byen, men også her i kirken.

Og så har jeg givet jer den sødeste konfirmationsgave nogensinde. En lille hund. Den kan I snakke med og gå tur med. Og så kan I måske kigge på den og tænke over, hvilke klokker, I lytter til, og hvad I savler over måske. Hvem der giver jer godbidder. God mad at spise, mener jeg. Eller hvem der prøver at lokke jer. Og måske nogle af jer bliver rigtig gode til at høre de klokker, som virkelig betyder noget, de, som har dyb klang, de, som åbner nye horisonter og muligheder. Jeg håber det.

Tillykke med dagen i dag. Og jeg ønsker jer og jeres familie og venner en rigtig god konfirmationsfest.